Angst er en normal reaktion
Angst hjælper os med at klare farlige situationer og er nødvendig for, at vi kan overleve. Angstreaktioner forekommer i hele dyreriget. Det er din angst, der sørger for, at du springer til side, hvis du er ved at blive kørt ned.
Desværre kan nogen personer føle overdreven angst eller føle angst, selvom der ikke er nogen virkelig fare. Det kan være meget ubehageligt, være begrænsende for din frihed og være skræmmende.
Den angst kan du gøre noget ved.
Angst? – Få hjælp til selvhjælp!
Symptomer på angst
Nedenfor finder du de mest almindelige tegn på angst. Nogle mennesker får alle de nævnte symptomer, andre kun nogle få af dem. Der er også nogle, der får symptomer, som ikke er nævnt her.
- stakåndethed
- smerter i brystet
- svimmelhed
- snurren i fingrene eller rystende hænder
- hjertebanken
- muskelsmerter
- hovedpine og smerter i nakken
- følelse af varme eller kulde, svedeture
- tør i munden
- synkebesvær, halsen „snører sig sammen“
- uklart syn
- uro i maven, trang til at komme på toilettet
Måske har du mærket din angst som uro, nervøsitet eller utryghed i bestemte situationer:
- når du skal til eksamen, til jobsamtale eller møde nye mennesker
- når du skal holde tale eller sige din mening
- når alle kigger på dig
- når du forsøger at dele følelser og tanker med andre, der ikke lytter ordentligt til dig
- hvis du er bange for at miste.
Din angst kan også skyldes en helt naturlig reaktion på en umulig situation / krise i dit liv. En eller flere kriser oveni hinanden kan belaste dig så meget, at du kan have svært ved at tackle det. En krise åbner også op for eventuelle tidligere kriser, du ikke helt havde fået bearbejdet. Dermed kan du pludselig stå med en reaktion, du ikke forstår, og som ikke passer til det, der er sket for dig. Et af dine symptomer kan være angst.
Du kan få det bedre!
Uanset hvordan og hvornår du oplever angst, så husk:
- du kan ikke selv gøre for, at du er angst
- angst er ikke en sygdom
- angst gør ikke skade
- der er ingen, der er døde af angst
- du kan slippe af med din angst
Angst kan skyldes noget slemt, du har oplevet tidligere i dit liv. Dengang var der måske ikke nogen, der hjalp dig, så du kunne få dine oplevelser og følelser bearbejdet. Derfor måtte du fortrænge det, der skete.
Din angst i dag er et udtryk for – og får næring af – disse ubearbejdede oplevelser. I psykoterapien bearbejder du de oplevelser og følelser, der er grund til din angst. Derved forsvinder angsten.
Tag telefonen!
Angsten fortæller dig, at du ikke lytter til dig selv – angsten er den ringetone, din indre telefon ringer med, når der er opkald fra perlen til dig selv. Tag telefonen!