Fire forskellige beretninger om svære forløb

Har du svært ved at tale om, hvordan du har det som mor eller far, eller har du svært ved at finde en, du synes, du kan tale med det om? Herunder er tre historier fra mødre, der har oplevet det, og som du måske kan have glæde af at læse. Det er aldrig for sent at få dine oplevelser bearbejdet.

Tak til jer, der bidrager til at andre kan få indblik i hvor forskellige historier, der findes. Det er meget værdifuldt, og jeg modtager gerne flere beretninger.

> Se video med mor, der fortæller sin historie
> Jonas, født i 6. måned. Mors beretning
> Den dag jeg overså det gule lys
> Selvportræt, fra mor til søn

Jonas. Når et barn ikke kan leve.

En erindringsfortælling af Iben Melbye.
 
Midt i mit skrig blev du født. Men jeg så dig ikke de første dage. Jordmoderen løb af sted med dig, og først nu virkede morfinen på mig.
”Det er en dreng,” sagde sygeplejersken. ”Han skal have ilt.” Så gik hun ud.
Sygehjælperen sad stadig ved min højre side. ”De kører ham til Fuglebakken.” Hun beholdt hånden på min arm. ”Med udrykning.” Hun trak blidt en kølig klud over min pande. ”Han skal i kuvøse.”
Jeg svævede, det var vidunderligt, jeg fløj. Alt var lyst. Smerterne var væk. Jeg vejede ingenting.
På den anden side af lyset sad min mand.
”Han skal hedde Jonas, ” sagde jeg.
Kristian nikkede, bøjede sig ned over mig og forsøgte at holde tårerne tilbage.
Overlægen kom ind, mens en sygeplejerske tog mit blodtryk. ”De skal ikke regne med, at De har et barn,” lød hans ord. ”Nu gælder det om at få Dem til hægterne.” 
Jeg åbnede munden. Men mine spørgsmål nåede ikke ud over læberne, før han var væk.
De sagde, at jeg ikke havde dig, Jonas. Men jeg havde jo lige født dig. Og jeg husker ikke, om du græd. Mine smerter var ved at tage livet af mig, før du endelig blev presset ud. Nogen skreg, det husker jeg.
”Han lever,” hviskede jeg.
”Han lever,” sagde Kristian, mens han gemte min hånd i sin.
”Hvor kom du fra?”
Han forklarede, at han var blevet råbt op på læsesalen i Det kongelige Bibliotek, fordi min mor havde efterlyst ham. Om formiddagen havde min far ringet til hospitalet. Hvornår kunne de besøge mig? Han fik at vide, at jeg var blevet overført til fødeafdelingen om natten.
Min far havde ringet, netop som jeg skreg, og min lille dreng blev født.
Nu var lyset forsvundet, men jeg var endnu ikke landet i værelset med den hvide jernseng. Og først nu hørte jeg igen urets høje tikken.
 
Dagen før var jeg blevet indlagt med veer. Jeg var kun seks måneder og ti dage på vej. Vi lå seks på stuen. Et par af kvinderne havde født og fik deres barn ind for at give mælk. Jeg græd under dynen ved synet af de bittesmå smaskende og suttende babyer. De så alt for sunde ud. Hvorfor ville mit barn ud nu? Måske kunne jeg holde det tilbage. Bare en måned eller to. Jeg ville gøre alt. Kunne ingen sige noget, så mit barn holdt fast?
De andre måtte ikke høre, at jeg græd. De skulle have deres forbandede lykke i fred.
Var det fordi jeg havde gjort rent oppe på skabene? Strakt mig og strakt mig højt op. Min mand var med min søn i Jylland, og jeg var pludselig blevet så vred over, at der ikke blev gjort rent. Tanken faldt mig ikke ind. Alarmklokken ringede ikke. For da jeg skulle føde mit første barn syv år tidligere, havde jeg fået en tilsvarende dille. Gjorde rent ude i vores lillebitte fjollede vindfang i træhuset oppe over Oslo. Måske var det redebyggeri! Fødselskuller! Men Esben blev født til rette tid.
Denne gang var det alt for tidligt. Hvorfor ville mit barn ikke bare ligge og nyde varmen og trygheden inden i mig?
 
Om eftermiddagen havde jeg været til et møde inde i Huset om tegneserier. Midt i det hele måtte jeg bare ud. Ude på toilettet satte jeg mig, og så gik jeg i stykker. Noget brast. Jeg dør nu. Stille og roligt.

Sådan føltes det. Senere fik jeg at vide, at moderkagen var gået løs.
Jeg kunne ikke rejse mig, jeg kunne ikke blive siddende. Min veninde kaldte uden for døren. ”Er der noget galt?”
”Ja,” hviskede jeg.   
”Kan du åbne døren?”
Det lykkedes, og hun hjalp mig ned ad trapperne og prajede en taxa ude på gaden. Den kørte mig hjem.
 
Kristian og Esben kom hjem kort efter som ventet. Veerne var gået i gang. Ikke alt for heftige, men nok til at det var helt galt. Jeg husker intet om ambulancen og turen til Øresundshospitalet. Men den ene gang, da jeg åbnede øjnene, stod Kristian og Esben for fodenden af hospitalssengen. Veerne hev lidt i underlivet. Måske troede jeg ikke længere selv på, at den lille kunne holde fast inden i mig. Men Esbens nervøse øjne tvang mig til at vise ro og smile. Kristians hånd hvilede på hans spinkle skulder.
Ud på natten tog veerne fat. Du lille barn, du ville ikke vente til det rette tidspunkt. Jeg kuglede mig sammen under dynen, bed i våret, stoppede fingre i ørerne. For der var nattesutten og babyknirken i sengen ved siden af. Veerne rev i mig, og jeg bed mig i fingeren. Jeg ville ikke ødelægge sengelykken ved siden af.
”Nu ringer jeg altså på nattevagten,” sagde kvinden ved vinduet. ”I må hjælpe kvinden i midtersengen.” Hendes ord lød svagt gennem mit forsvarsværn.
Sygehjælperen trak dynen væk fra mit ansigt. ”Jeg får fat i Sygeplejersken.”
Kort efter stod en kraftig kvinde bøjet over mig. Hun jog et træstetoskop hårdt ned i min hvælvede bug. ”Der er liv. Det skal jo ikke ud endnu.”
Måske var det ikke helt sådan ordene faldt, men sådan føltes det. Hun hentede en sprøjte og gav mig mere smertestillende. Jeg jamrede mig. Og så sagde hun i hvert fald: ”Hvad vil du have, jeg skal gøre?”
”Det ved jeg ikke,” mumlede jeg. Hun gjorde det hele så småt, så simpelt, og jeg skammede mig.
Jeg døsede hen. En halv time måske. Så flåede veerne i mig med fornyet kraft.
En masse stemmer, hvidt lys, jeg blev kørt over til fødeafdelingen.
Mange timer. Smerter der rev mig i stykker. Nyt skud i bagen. Det gjorde ingen forskel. Og jeg som havde født engang før – uden smertestillende. Men smertetærsklen var endnu ikke hævet i fødselskanalen.
 
Så du lille, du kæmpede dig vej ud uden at være velkommen. Jeg var der ikke, jeg var sat helt ud af spillet, kun omgivet af hvide lys og af skrig der rev sig løs fra min strube. Men jeg hørte en, der skreg. Og alle de hvidklædte omkring mig sloges, pegede,  talte hen over mig. Ikke én så på mig, ikke én af dem talte ord til mig. Men ét menneske sad hos mig, holdt min hånd hele tiden, i min evighed, en sygehjælper der hed Else Riis. Else som min mor, Riis som min mand. Det var de eneste rigtige tanker, der stod stille i hjernen. Det store runde ur på væggen overfor tikkede meget højt.
”Skal du ikke have kaffe?” En sygehjælper stak hovedet ind. ”Jeg kan afløse dig.”.
Men Else Riis måtte ikke gå fra mig. Så ville jeg være helt alene i verden.
”Nej tak. Jeg går ikke herfra.”  Hun aede min kind. Jeg åbnede øjnene. Min engel går ingen steder, tænkte jeg. Jeg tror, jeg smilede.
Tik, tak. Tik, tak. Hvor længe? Så giv dog slip, du lille. Ellers dør vi begge.
 
Og ud kom du. Ud gennem den værste smerte, jeg har følt i mit liv.
Jeg blev flyttet på eneværelse, på den gang hvor alle de velfødte børn og deres vellykkede mødre lå. En sygeplejerske kom ind og bandt mig op, stramt om de mælketunge bryster.
Mælk var det nok ikke endnu, men tunge af det, der flyder derinde. Tunge af lysten til at amme.
I dét øjeblik slog lynet ned. Først da begreb jeg, at de ikke regnede med dig. At du nok ikke ville overleve.
 
Når jeg skulle ud på toilettet, måtte jeg forbi rummet med alle de nyfødte fuldbårne babyer i deres små senge. De store ruder ind til dem truede mig, og jeg tvang mig hver gang til at gå hen og trykke næsen mod glasset. Jeg så på hvert eneste barn, ét for ét.
 
Vi kaldte dig Jonas, men vi fik dig ikke døbt. Man kunne bede om en nøddåb, og jeg ved ikke, hvorfor mit ønske blev opløst inden i mig.
På femtedagen, da jeg kom hjem, ringede en læge fra Fuglebakken Børnehospital. Ville jeg komme ud at give blod? De havde skiftet blod på Jonas hver dag, fordi han havde gulsot. Måske ville det hjælpe at give ham mit blod.
Først gav jeg blod, så spurgte sygeplejersken, om jeg ville se dig. Om jeg ville se dig? Det blev den eneste gang,
Det var i oktober 1973.
Du lå i den mest avancerede kuvøse i landet. Med tynde slanger ud af næseborene og hælen. Måske flere steder. I hele dit korte liv lå du i ilt, for kun én nat kunne du selv trække vejret. Og da begyndte et håb for de hvidkitlede omkring dig. Vi andre havde levet og åndet i håbløse håb.
En ung læge sad fast ved din side. Han rejste sig, kom hen mod mig i døren og gav hånd og så på mig med det varmeste blik. Hvor er han dog indtagende, nåede jeg at mærke. Aldeles malplaceret. Men følelsen nåede at springe frem et brøkdel af et sekund, før mine øjne slap forbi ham. Og dér lå du. Åh, du lillebitte barn. Så vidunderlig yndig og færdig som et helt, lille menneske. Gylden af gulsoten. Ørerne, de bittesmå hænder og fødder, næse og mund. Men øjnene så jeg aldrig åbne sig. Mon de nogen sinde åbnede sig i vores verden, som du ikke nåede at bo i?
 
Efter nogle dage hjemme fik jeg en styrtblødning og blev i hast kørt til Øresundshospitalet igen.
Hver dag besøgte Kristian og Esben mig med sidste nyt fra Fuglebakken, som de havde kontakt med hver dag. Og det var dér, jeg fik beskeden om, at du havde trukket vejret selv en nat.
Når jeg kom hjem fra hospitalet, skulle vi ud og være lidt hos dig og selv være med til at give dig mad. Men sådan blev det aldrig.
Dagen før jeg skulle udskrives, viste lægeundersøgelsen, at nu var mit underliv i orden igen. Jeg var så lykkelig og ville ud at ringe til Kristian. Men udenfor stod han, og jeg blev rørt over, at han var mødt op for at høre svaret. Så jeg fór ham om halsen, og ordene løb ud ad mig, til han trak sig fri. Så så jeg det fremmede blik i hans øjne. Hans krop rystede svagt, og han hviskede: ”Jonas dør nu.” Tårerne stod i øjnene på ham, men han rettede sig op. ”Din mor henter Esben. Din far holder udenfor. Vi tager hjem til dem.”
Hans ord smuldrede for mig. Det måtte være en fejl. De havde sagt, at vi kunne komme derud. Han havde jo trukket vejret selv.  

En sygeplejerske havde stået lidt på afstand, mens Kristian fortalte mig det. Nu kom hun hen til mig, gav min arm et klem og sagde venlige ord, mens hun rakte mig to piller og et glas vand.
Så står alt i tåge, indtil vi nåede ind i mine forældres lejlighed i Charlottenlund. Telefonen ringede. Nu var du død. To uger gammel. To uger lille.

Jeg fægtede efter virkeligheden i min barndoms lejlighed og opdagede, at noget varmt løb ned ad lårene. Jeg skyndte mig ud på badeværelset, og så hvor meget jeg blødte. Min mor pakkede mig ind i et lagen. Udenfor stod Esben. “Du må ikke gå fra mig. Du må ikke gå fra mig, mor,” hulkede han.
”Jeg går ingen steder,”  hviskede jeg og knugede ham ind til mig.
Min vidunderlige levende søn var kun syv år. Den vigtigste i verden. Jeg måtte vælge. 
Gå til i sorg over, at Jonas døde eller være nærværende overfor Esben. For mig var der kun ét valg, og det var Esben.

”Mormor,” dunkede det i min hjerne. Min mormor mistede sin femårige søn juleaften ude i Vladivostok. I tiden efter var hun som en sindssyg over tabet. Glemte min mor og moster på ni og syv år. Pigerne stod hver dag med næsen mod ruden, når mormor strejfede rundt i skovene, hvor der var ulve.
”Kære Vor Herre,” bad de, ”Lad mor komme hjem til os.”
Og julen efter måtte de ikke have juletræ, fordi Ib var død juleaften. Og så siger man, at man ikke kan lære af andres erfaringer. Men som ridset i glas huskede jeg, hvad min mor og moster havde fortalt.
 
Nu gjaldt det det vigtigste i livet, mit levende barn. Og det kom til at tage år, før jeg fik sørget sandt og fuldt, over at jeg mistede Jonas, mit lillebitte barn. Før jeg lærte at leve med det tab og ikke imod det. Komme over det, gør man aldrig. Men efter flere år følte jeg ved siden af sorgen en lettelse, fordi Jonas var undsluppet et liv så fuld af handikap.
 
Efter obduktionen fortalte overlægen, at de ikke kunne give en grund. Mit lille barn fejlede ingenting, men var født alt for tidligt. I flere år gemte jeg en følelse af skyld inden i mig. Havde jeg strakt mig for meget, fordi jeg absolut skulle gøre rent oppe på skabene? Kun overlægen fik jeg spurgt, men det afviste han. Kunne han gøre andet?
Hvis Jonas var blevet født i dag, havde vi fået lov til at holde ham ind til os, holde ham, mens han forlod livet. Vi kunne have taget et billede af ham. Vi tre ville have begravet ham og samlet vennerne omkring afskeden.
Men i 1973 vidste ingen bedre.

Efteråret 2008.
 

Den dag jeg overså det gule lys
                 – og kørte direkte i hullet.

Første råd: At vente til efter kl. 16 med at ringe til læge, således at jeg undgår en sur telefonsvarer hos min egen læge og i stedet komme direkte igennem til lægevagten. Tænk, jeg har ikke været hos en lægevagt, siden jeg selv var barn, hvor jeg husker, at vi sad på en skadestue den halve nat. På grund af min egen dårlige oplevelse for tyve år siden i en anden landsdel, fraskrev jeg mig muligheden for, at lægevagten ville være en løsning, som jeg kunne magte.

Andet råd: At Panodil er febernedsættende og findes som stikpiller til børn (PS.: Skal selvfølgelig ikke gives uden lægens anvisning!).

Tredje råd: At blive bevidst om, hvad jeg har brug for hjælp til – så jeg ved hvilken hjælp, jeg skal bede om.

Kort efter fik jeg svar på mine sms’er til mine venner. Én var på vej til Fyn, én var på vej til en fest, én ville gerne komme efter arbejde nogle timer senere. Min bror kunne komme med det samme, så han blev min redning den dag. Nu ved jeg, at jeg altid kan regne med ham – hvor er jeg heldig at have ham. Tak bror!
    Han kom, og jeg tudede igen, inden jeg kunne tage mig sammen til at ringe til lægevagten (hvor jeg tudede igen). Lægevagten gav mig kørselsvejledning og sagde, at der var atten, der havde ringet før mig, så jeg frygtede en uendelig ventetid. Uden min brors hjælp og den gode samtale med lægevagten ville jeg ikke kunne overskue, hvordan jeg nogensinde skulle komme hen til lægen. Jeg kunne ikke magte at pakke, at skulle beslutte hvordan vi skulle komme af sted, og jeg frygtede, at jeg ikke ville kunne finde vej, og at jeg ville gå i panik på halvvejen.
    Min bror hjalp med at pakke klapvognen og kørte i forvejen efter noget aftensmad, for det havde jeg også glemt at få den dag – FY FY FY! På vejen faldt min datter i søvn, og jeg kunne nyde at solen skinnede og min bror underholdte, så han fik mig til at grine. Det var faktisk en rigtig dejlig tur. Da vi kom til lægevagten var der en rolig og hyggelig stemning, og vi kom hurtigt ind til en meget rar læge, som tog sig god tid til både mig og min datter. Da han ikke kunne høre eller se noget, anbefalede han en Panodil, så vi kunne få en god nat .
    I løbet af aftenen skrev Gunna flere beskeder til mig. Beskeder som bekræftede mig i, at jeg ikke var alene, og at hun var der for mig. Beskederne var utroligt dejlige at få, men jeg vidste også, at de ikke var nødvendige. Jeg vidste, at samtalen med hende var nok til, at jeg kunne klare resten selv.
    Bagefter var jeg chokeret over, at jeg faktisk var så langt ude, at jeg ikke kunne tænke. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, så et opkald til lægen strejfede mig slet ikke. Desuden kunne jeg ikke mærke hverken mig selv eller min datter og kunne ikke tolke hendes gråd.

Senere blev jeg enormt bange for min reaktion og fik vildt dårlig samvittighed over, at jeg havde svigtet min datter. Jeg havde bare lyst til at holde hende helt tæt til mig for at kompensere for det jeg følte var et svigt, så hun ville tilgive mig. Slap af... – hun var jo aldrig alene! Min krop var hos hende, og hendes far var hos hende. Hun var aldrig alene, sådan som det føltes i mit hjerte.
    Jeg glemmer aldrig følelsen af det røde lys og følelsen af at være alene nede i det sorte hul. I hullet kunne jeg ikke komme op alene, og ingen kunne se eller høre mig; derfor kom ingen og reddede mig. Nu ved jeg, at jeg skal respektere mit lyssignal, så jeg ikke ender dér igen. Det er smertefuldt at opleve det røde lys, men nu ved jeg, hvordan det føles. Derfor er jeg nu meget opmærksom på at mærke signalerne, så jeg nu allerede stopper for gult lys. Sammen med Gunna har jeg fået mig en stabil nødhjælpskasse med værktøjer, som jeg kan tage i brug, hvis jeg mister kontakten med mine følelser. Så nu ved jeg, at jeg aldrig ender der igen!

Selvportræt fra mor til søn

Kære Tobias

Dette er fortællingen til dig, min søn, om den betydning du har haft for mit liv. Den betydning du har haft for mig som menneske. Jeg håber, at du som voksen vil læse den og forstå, at jeg er dig evigt taknemmelig, og at jeg elsker dig mere end noget andet!
   Min graviditet, og din ankomst til vores verden, var planlagt og højt ønsket af både din far og mig. Mens jeg var gravid, talte jeg til dig i maven, sang din godnatsang for dig – Solen er så rød, Mor – og jeg glædede mig mere til din ankomst end til noget andet før. Jeg glædede mig til at byde dig velkommen til livet. Jeg glædede mig til at være din mor.
   Dagen kom, hvor jeg blev sat i gang, to uger over termin. Den efterfølgende formiddag lå du i mine arme efter en forholdsvis kort men dog meget smertefuld fødsel. Jeg var på én og samme tid glad og ked af det. Glad, fordi du var kommet ud til mig, sund og rask. Ked af det, fordi jeg ikke var blevet ramt af den lykkefølelse, som jeg havde forestillet mig og drømt om i de 9 lange måneder, hvor jeg ventede på, at du skulle komme ud til os, dine forældre.
   Lykkerusen udeblev, og tristheden over den tabte lykke, og angsten for det store
ansvar, som nu var blevet mig pålagt, overskyggede glæden ved at møde dig trods dit dejlige væsen. Du var fra første færd livsglad og opmærksom på dine omgivelser.
Vi valgte at tage hjem fra hospitalet efter bare én overnatning – jeg kunne ikke holde ud at være i hospitalsboblen længere, hvor det meste føltes gråt og trist. Jeg ville hjem, jeg ville væk fra tristheden. Jeg håbed,e at alting ville blive bedre dér i mine vante og trygge rammer.
  Men det blev det ikke!
  Jeg fik det gradvist dårligere, blev mere og mere urolig og meget bange for ikke at være en god nok mor for dig. For hvordan skulle jeg kunne tage ansvar for et skrøbeligt lille liv, når jeg endnu ikke følte, at jeg havde taget rigtigt ansvar for mit eget? Jeg manglede stadig at tage min HF færdig trods mine 26 år, og min tidligere depression spøgte og gjorde mig bange for, om jeg evnede at give dig et trygt, stabilt og lykkeligt liv. Hvis nu jeg skulle havne der på bunden af det sorte hul igen.
  Jeg fik bildt mig selv ind, at jeg ikke var god nok som mor. Jeg græd, og jeg var angst, når din far tog afsted på arbejde om morgenen. For det betød, at jeg skulle være alene med dig. At jeg skulle være god nok for dig, så du kunne udvikle dig fysisk og ikke mindst mentalt i forhold til din alder. Det var hovedsageligt mit ansvar, at du skulle blive et glad og harmonisk barn, og det skræmte mig fra vid og sans!
  Jeg passede og plejede dig, alt hvad jeg kunne. Jeg snakkede, pludrede, smilede, nussede, ammede, sang og legede. Men jeg var alligevel bange for, at det ikke var nok – du fortjente det bedste!
  Både vores sundhedsplejerske og læge forsøgte at forsikre mig om, at jeg gjorde et fantastisk stykke arbejde som mor. Ja sågar langt over gennemsnittet, som sundhedsplejersken flere gange sagde. Men det var indeni mig, tvivlen boede, og det var derfor også inde i mig, at tvivlen skulle forvandles til selvaccept og selvværd.
Jeg havde moderfølelser og i høj grad beskyttertrang, men den altoverskyggende tristhed og uro tog pladsen for de store følelser, som lå lige under overfladen og blot ventede på at springe, som proppen på en flaske champagne. Men først måtte jeg finde ind til, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det!
  Derfor startede jeg i terapi hos GAIA-Instituttet, som har speciale i kvinder med efterfødselsreaktioner. For det var en sådan, jeg var løbet ind i. Her lærte jeg meget om mig selv, min barndom og opvækst og ikke mindst om mit forhold til min egen mor. Det blev et hårdt og sejt forløb som krævede mange tårer og ikke mindst selverkendelse. Og selvom jeg i de mørkeste tider tvivlede på, om det nu også havde været det rigtige for mig at blive mor, fandt jeg hurtigt frem til, at det var det. Den dag, du fyldte 1 måned, fik jeg dit allerførste smil, og jeg var fuldstændigt solgt! Sammen med glædestårerne, voksede også håbet om, at alting nok skulle blive godt.
  Og det blev det! Fra det tidspunkt voksede min kærlighed til dig dag for dag i takt med, at jeg fik ryddet op i min egen rygsæk og erstattet min usikkerhed over for moderrollen med en accept af den mor, jeg er – din mor!
  Jeg måtte gå gennem næsten ild og vand for at nå hertil, sådan føltes det indimellem. Men det var uundgåeligt, og din fødsel åbnede op for alle de gemte og glemte følelser fra min egen barndom, så jeg kunne bearbejde dem. Tømme rygsækken og fylde noget nyt og bedre i den. Nemlig kærligheden til dig og til din far. Og jeg fortsætter med at fylde i. Heldigvis er følelsen af kærlighed så let, at jeg kan bære meget mere endnu! Når det kommer til kærlighed, er jeg sværvægter!
  Kære elskede Tobias – tak fordi du åbnede op for mine sluser, tak fordi du gjorde mit liv fuldstændigt fantastisk og fyldte det med kærlighed!

De kærligste hilsner
Din mor