Andre mødres beretninger
om deres efterfødselsreaktion

Har du svært ved at tale om, hvordan du har det som mor eller far, eller har du svært ved at finde en, du synes, du kan tale med det om? Herunder er en historie fra en mor, der har oplevet det, og som du måske kan have glæde af at læse.

Den dag jeg overså det gule lys
                 – og kørte direkte i hullet.

Min efterfødselsreaktion startede ved fødslen, men først da min datter var cirka otte måneder erkendte jeg, at jeg var mere end almindeligt træt og udmattet, som enhver anden mor. Jeg var bange for at være alene med min datter – bange for, at jeg blev så udmattet, at jeg ikke kunne opfylde hende behov – bange for at jeg ville få tanker om, at det ville være bedre, hvis hun aldrig var kommet til verden – og bange for, at jeg ville håbe, at hun ville dø, så mine smertefulde følelser og tanker ville forsvinde.
    På bibliotektet så jeg Gunnas bog ”Et hav af følelser”, som jeg læste, og jeg genkendte flere af de beskrivelser, som hun og den anden forfatter beskrev. Derefter kontaktede jeg Gunna, og inden nedenstående episode havde jeg haft flere terapisamtaler hos Gunna og havde fået det meget bedre. Hun havde fortalt mig om lyssignalet for min energi, hvilket vil sige, at når min energi er ved at være opbrugt, lyser ”den gule lampe”, hvor jeg må stoppe op, inden jeg kører videre for rødt og falder i hullet fyldt med negative følelser og tanker.
    Den gule lampe lyste allerede aftenen inden, hvor jeg havde fået stjålet min energi, uden at jeg fik sagt fra. Jeg blev vred på mig selv, fordi jeg lod det ske. Derfor gik jeg i seng med den gule lampe tændt. Om natten begyndte min datter at græde i søvne. Hun græd gentagne gange hele natten, mens hun sov. I løbet af dagen var hun utilpas, og jeg var TRÆT, både fysisk på grund af manglende søvn og psykisk fordi jeg havde hørt på hendes gråd så længe.
   
Om morgenen kunne jeg ikke se anden udvej end at sætte min overlevelsesmekanisme igang. Det vil sige at skubbe mine egne følelser godt ned i maven og koncentrere mig om at være der for min datter. Hun græd nu mere – og hele tiden, så jeg kunne ikke finde ro til hverken at sove eller tænke. Min kæreste skulle på arbejde om eftermiddagen, og jeg kunne tydeligt mærke, at jeg frygtede for tidspunktet, hvor jeg skulle være alene med vores datter.
    Tanken om at få nogen til at komme og hjælpe strejfede mig, men jeg afviste den, for jeg kunne ikke overskue at lukke nogen ind i mit kaotiske hjem og kunne ikke overskue, at jeg også skulle uddelegere opgaver og orkede ikke tanken om, at de ville spørge ind til mig og forvente, at jeg ville snakke. Faktisk var jeg ikke sikker på, at nogen ville gå ind og påtage sig den rolle, som jeg havde brug for. Jeg havde brug for én, som jeg kunne have tillid tid, én der ville tage ansvar og selvstændigt kunne tage sig af min datter, mens jeg hvilede. I stedet for var jeg bange for, at mine nærmeste ikke ville støtte mig, men at de ville kræve noget af mig eller bede mig om at tage mig sammen. Jeg var bange for, at jeg skulle forklare situationen eller yde noget for dem. Bange for at jeg ikke kunne overskue at fortælle, hvad de skulle hjælpe mig med, og at de i deres bedste mening ville hjælpe mig med det forkerte. Desuden var jeg også bange for, at ingen ville tage sig tid til at hjælpe mig, og at jeg også skulle håndtere afslaget og den medfølgende ensomhed.
    Lige inden min kæreste skulle køre ramte jeg bunden. Jeg overså det røde lys og brød hulkende sammen. Gunna har altid sagt, at jeg altid kunne ringe, så det gjorde jeg. Jeg valgte at ringe til Gunna, fordi jeg vidste, at hun ville forstå mig, og at hun ville kunne hjælpe. Overfor Gunna behøvede jeg ikke at skulle forklare mine følelser. Jeg turde være sårbar overfor hende, da jeg viste at hun ville anerkende mine følelser. Ved at ringe til Gunna, vidste jeg, at hun ikke krævede noget af mig, og at hun ville støtte mig. 
    Men hun tog IKKE sin telefon på denne fredag eftermiddag. Snart var det aften, og så ville sandsynligheden for at få fat i hende være endnu mindre. Jeg kunne ikke udholde tanken om at være alene, så jeg tog en hurtig beslutning og sendte en sms om hjælp til mine nærmeste som vidste, at jeg havde en efterfødselsreaktion. Kort efter ringede Gunna – juhuuu! Hun rakte sin hånd ud til mig. Hun var som altid helt fattet, tålmodig og anerkendende. Selvom min hjerne havde slået helt fra og slet ikke kunne tænke rationelt (hvilket jeg ellers normalt er god til), så var Gunna ikke fordømmende, hvilket jeg frygtede at alle andre ville være. Hun lyttede, mens jeg hulkede færdig og mens jeg fortalte om situationen. Efter få minutter var jeg mere fattet og havde nu fået tre gode råd, som jeg har brugt flere gange siden.

Første råd: At vente til efter kl. 16 med at ringe til læge, således at jeg undgår en sur telefonsvarer hos min egen læge og i stedet komme direkte igennem til lægevagten. Tænk, jeg har ikke været hos en lægevagt, siden jeg selv var barn, hvor jeg husker, at vi sad på en skadestue den halve nat. På grund af min egen dårlige oplevelse for tyve år siden i en anden landsdel, fraskrev jeg mig muligheden for, at lægevagten ville være en løsning, som jeg kunne magte.

Andet råd: At Panodil er febernedsættende og findes som stikpiller til børn (PS.: Skal selvfølgelig ikke gives uden lægens anvisning!).

Tredje råd: At blive bevidst om, hvad jeg har brug for hjælp til – så jeg ved hvilken hjælp, jeg skal bede om.

Kort efter fik jeg svar på mine sms’er til mine venner. Én var på vej til Fyn, én var på vej til en fest, én ville gerne komme efter arbejde nogle timer senere. Min bror kunne komme med det samme, så han blev min redning den dag. Nu ved jeg, at jeg altid kan regne med ham – hvor er jeg heldig at have ham. Tak bror!
    Han kom, og jeg tudede igen, inden jeg kunne tage mig sammen til at ringe til lægevagten (hvor jeg tudede igen). Lægevagten gav mig kørselsvejledning og sagde, at der var atten, der havde ringet før mig, så jeg frygtede en uendelig ventetid. Uden min brors hjælp og den gode samtale med lægevagten ville jeg ikke kunne overskue, hvordan jeg nogensinde skulle komme hen til lægen. Jeg kunne ikke magte at pakke, at skulle beslutte hvordan vi skulle komme af sted, og jeg frygtede, at jeg ikke ville kunne finde vej, og at jeg ville gå i panik på halvvejen.
    Min bror hjalp med at pakke klapvognen og kørte i forvejen efter noget aftensmad, for det havde jeg også glemt at få den dag – FY FY FY! På vejen faldt min datter i søvn, og jeg kunne nyde at solen skinnede og min bror underholdte, så han fik mig til at grine. Det var faktisk en rigtig dejlig tur. Da vi kom til lægevagten var der en rolig og hyggelig stemning, og vi kom hurtigt ind til en meget rar læge, som tog sig god tid til både mig og min datter. Da han ikke kunne høre eller se noget, anbefalede han en Panodil, så vi kunne få en god nat .
    I løbet af aftenen skrev Gunna flere beskeder til mig. Beskeder som bekræftede mig i, at jeg ikke var alene, og at hun var der for mig. Beskederne var utroligt dejlige at få, men jeg vidste også, at de ikke var nødvendige. Jeg vidste, at samtalen med hende var nok til, at jeg kunne klare resten selv.
    Bagefter var jeg chokeret over, at jeg faktisk var så langt ude, at jeg ikke kunne tænke. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, så et opkald til lægen strejfede mig slet ikke. Desuden kunne jeg ikke mærke hverken mig selv eller min datter og kunne ikke tolke hendes gråd.

Senere blev jeg enormt bange for min reaktion og fik vildt dårlig samvittighed over, at jeg havde svigtet min datter. Jeg havde bare lyst til at holde hende helt tæt til mig for at kompensere for det jeg følte var et svigt, så hun ville tilgive mig. Slap af... – hun var jo aldrig alene! Min krop var hos hende, og hendes far var hos hende. Hun var aldrig alene, sådan som det føltes i mit hjerte.
    Jeg glemmer aldrig følelsen af det røde lys og følelsen af at være alene nede i det sorte hul. I hullet kunne jeg ikke komme op alene, og ingen kunne se eller høre mig; derfor kom ingen og reddede mig. Nu ved jeg, at jeg skal respektere mit lyssignal, så jeg ikke ender dér igen. Det er smertefuldt at opleve det røde lys, men nu ved jeg, hvordan det føles. Derfor er jeg nu meget opmærksom på at mærke signalerne, så jeg nu allerede stopper for gult lys. Sammen med Gunna har jeg fået mig en stabil nødhjælpskasse med værktøjer, som jeg kan tage i brug, hvis jeg mister kontakten med mine følelser. Så nu ved jeg, at jeg aldrig ender der igen!